5/22/2011

Historien bag Android operativsystemet

Jonas fra HTCFan.dk redegør i denne artikel for, hvad der er sket i løbet af Android OS’ korte levetid, fra ingenting til det alt dominerende smartphone OS.

Jonas er en inkarneret Linux mand og en stor tilhænger af open source tanken, derfor var det oplagt, at han skulle skrive denne oversigt over Androids livshistorie.

Med lanceringen af Android Honeycomb 3,0 operativsystem til tablets, synes det som et oplagt tidspunkt at lave et kort resume af den grønne Droids levetid – en historie der ikke går mange år tilbage, men er foregået i et hæsblæsende tempo. Fra at være et anonymt open source projekt til at være det mest udbredte telefon OS - og ikke mindst en udfordrer til iPhone.



Android 1,0 Angel Cake
Googles drømme om at indtage de små håndholdte enheder starter her, helt nøjagtigt blev Android 1,0 udgivet den 23. september 2008. Verdens første open source mobil OS, som gav producenter og udviklere muligheden for, at lave deres egne brugergrænseflader på deres egen hardware. Der havde tidligere været snak om, at man i fremtiden ville se opensource distributioner af Linux, men Google var de første der gjorde alvor af snakken.
Ideen bag Android var ubetinget anderledes end Apple iPhone, eftersom Google ikke ønskede at lave deres egen hardware. Derimod var man mere inspireret af Microsoft Windows Mobile tankegangen, dog med den væsentlige forskel, at det var gratis.

Android 1,1 Battenberg
En mindre opdatering til Android blev frigivet den 9. februar 2009, indeholdt mest fejlrettelser og et par visuelle opdateringer. Android var ikke for alvor blevet populært hos den almindelige bruger endnu, så det var mest nørder som undertegnede der legede med de nye muligheder. Battenberg distributionen var første gang jeg selv stiftede bekendtskab med Googles nye satning, jeg var solgt lige fra starten og har været det lige siden.

Android 1,5 Cupcake
Google frigav Cupcake den 30. April 2009. Man begyndte nu for alvor at fylde funktionalitet på mobil OS'et, traditionen med dessert navne fortsatte. Med Cupcake blev det muligt at lave videooptagelse og man fik en bedre integration til Picasa og YouTube tjenesterne. Understøttelse af DLNA var også på tapetet - streaming af musik trådløst fra fx en NAS box. En anden vigtig opgradering, som måske kunne synes skjult, var opdateringen af den indbyggede sprog motor der forudsiger, hvad brugeren indtaster på touch displayet.

Android 1,6 Donut
Frigivet den 15. september 2009. Donut imponerede alle med den indbyggede navigation baseret på Google maps teknologien. De traditionelle GPS leverandører, som fx Garmin og TomTom, blev nu for alvor truet, eftersom navigationsdelen i Android var gratis og altid havde opdaterede kort.
Google lancerede Android Market, med apps og spil, som et modtræk til iPhone App Store. Android Market er baseret på en langt mere demokratisk tanke end Apples, eftersom man som udgangspunkt ikke censurerer de tilgængelige applikationer. Tanken har altid været, at brugernes bedømmelser automatisk over tid udelukker de dårlige apps.
<i>Opdatering:</i> Google har på det seneste oplevet en del malware i deres Market, hvorfor de har været tvunget til at rydde op og smide nogle apps på porten.

Android 2.0/2.1 Eclair
Versionen som blev frigivet den 26. oktober 2010 var uden de helt store armbevægelser. Mindre ændringer til brugergrænsefladen, og en bedre browser var det væsentligste. For dem af os der godt kan lide lidt lir (Peter og undertegnede), så kom Eclair med muligheden for levende baggrundsskærme – et klart must!! (men desværre mindre godt for batteriet).

Android 2,2 Froyo
Froyo blev vendepunktet for Google – skæringsdatoen 20. maj 2010 er vigtig, da den markerer overgangen fra legetøj til en reel udfordrer til iPhone og Symbian styresystemerne.
Performance forbedringer og forlænget batterilevetid var omdrejningspunktet, men også evnen til at agere som WIFI hotspot for fx en PC. Browseren blev igen opdateret, især var det interessant at videoer kunne ses direkte fra browseren, samt at man fik en bedre understøttelse af det populære PDF format.

Android 2,3 Gingerbread
Frigivet den 6, december 2010. Google har fået øje på mulighederne med mobilen som betalingsmiddel, derfor introducere Android 2,3 NFC (Near Field Communications) teknologi, der kort fortalt tillader at betale med mobilen blot ved at vifte den foran en NFC læser.
I Danmark er NFC teknologien endnu i sin vorden, men i USA og Japan er man godt i gang med at implementere de nye muligheder.

Android 3,0 Honeycomb
En særlig tablet understøttet udgave af Android blev frigivet den 2. februar 2011. Det er især de større skærme der er understøttet, men også 3D understøttede desktops og bedre QWERTY funktionalitet er essentiel.

Android 3,1 Ice Cream
Frigivet maj 2011, som versionsnummeret alene indikerer, så er der tale om mindre rettelser og enkelte nyheder. En vigtig tilføjelse er dog muligheden for, at tilslutte eksternt udstyr såsom mus og keyboard, Det gøres via bluetooth HID protokollen eller USB, faktisk er det nu også muligt at tilslutte gamepads og joysticks direkte til Android enheden.
Gutterne på HTC Fan glæder sig over de seneste tilføjelser, og vi kan næsten ikke vente på at få en HTC tablet PC indkøbt til redaktionen, forhåbentlig kan vi snart skrotte den gamle umoderne PC.


Denne artikel opdateres løbende, efterhånden som der kommer nye versioner af det populære Android system…

PS: Husk at tilmelde dig vores nyhedsbrev

Jonas Eigil –jonas@htcfan.dk
for HTCFan.dk 2011

Ingen kommentarer:

Send en kommentar